Tandregulering på børn og unge

Særlige muligheder for børn og unge i vækst

Hos børn og unge i vækst er der mulighed for at korrigere både tandsættet og kæbestillingen ved hjælp af forskellige bøjletyper. For at opnå det bedste resultat er det afgørende, at behandlingen påbegyndes på det mest optimale tidspunkt. På den måde kan man bedst sikre, at væksten påvirkes i en gunstig retning, hvilket resulterer i en så kort og effektiv behandling som muligt.

De bedste tandreguleringsresultater opnås, når patienter og forældre er samarbejdsvillige, motiverede og velinformerede gennem hele behandlingsforløbet.

Behandling i blandnings­tandsættet

Børn, der stadig har mælketænder, behandles kun for at sikre de bedst mulige forhold for de frembrydende permanente tænder. Målet kan være at påvirke kæbens position for at harmonisere over- og underkæben, skabe plads til de permanente tænder eller korrigere væsentlige tandafvigelser.

Vi fokuserer ikke på at forbedre det kosmetiske udseende af fortænder under det blandede frembrudsstadie. Naturlige mellemrum eller rotationer af fortænderne i denne aldersgruppe er normale og forbedres ofte af sig selv uden behandling.

Behandling i det blandede tandsæt varer typisk 12-18 måneder.

Behandling i det permanente tandsæt

Når alle de permanente tænder er fremme, kan deres position som regel rettes med en fast bøjle. Behandlingen varer typisk omkring to år.

Er dit barn blevet afvist af den kommunale tandpleje?

Sundhedsstyrelsen har fastlagt kriterierne for, hvilke tandstillingsfejl der korrigeres vederlagsfrit gennem den offentlige tandpleje (Læs mere her). Disse kriterier er blevet strammet, hvilket betyder, at det ikke længere kun er børn med æstetiske tandstillingsfejl, der bliver afvist.

Mange børn med dybt bid, tandslid, kæbeledsknæk og trangstilling afvises også. Dette medfører, at det optimale tidspunkt for tandregulering ofte forpasses. I det offentlige system afventer man typisk tandstillingsfejlens udvikling i flere år. Lange ventelister kan desuden resultere i, at det biologisk mest hensigtsmæssige tidspunkt for behandling overses.

Vi anbefaler derfor, at du får et ekstra tjek af dit barns tandstilling, hvis barnet er blevet afvist eller har stået længe på venteliste.

Prisen herfor er 1050,- kr.

Hvad skal du være opmærksom på, når du vælger din bøjletandlæge?

Der findes forskellige måder at rette tænder på. Gennem tandregulering alene kan man sagtens opnå et pænt smil med lige tænder, men uden at korrigere sammenbiddet, risikerer man, at resultatet ikke holder i længden. Rettes sammenbiddet ikke, er der en øget risiko for, at du kan få slid på tænderne, problemer med kæbeleddet og at tænderne bliver skæve igen.

Vi sætter stor pris på den tillid, vores patienter viser os. Derfor afsætter vi den nødvendige tid til en grundig forundersøgelse og diagnostik. På den måde kan  vi vejlede dig bedst muligt, når du skal beslutte, om du vil starte en behandling hos os.

Vores mål er at give dig et sundt bid og et attraktivt smil. Vi prioriterer, at tænderne placeres i sund knogle og i korrekt position i forhold til hinanden og kæbeleddet. Derfor bestræber vi os altid på at udføre alle procedurer med stor omhu og præcision. 

Ønsker du at bestille en tid, kan du benytte knappen nedenfor.



Bøjletyper

Der findes både synlige og nærmest usynlige bøjler. Den type bøjle du får på, afhænger af hvilke behov og ønsker du har.
Vi taler om de forskellige muligheder, der er, ved den indledende konsultation.

Før & Efter