Information om kirurgi

På klinikken ønsker vi at afhjælpe dit problem, om det enten er fjernelse af visdomstænder, en infektion eller mindre lidelser i kæben. De fleste patienter er lidt nervøse inden en operation – det er helt normalt. Vi vil selvfølgelig gøre vores bedste for, at du skal føle dig tilpas.

Alle operationer på klinikken foretages i lokalbedøvelse. Hvis det ønskes, kan du få en beroligende tablet før operationen efter aftale med os.

De fleste af de indgreb, vi foretager, er rutinemæssige for en specialklinik, og selve indgrebet varer normalt 10-20 minutter. Dog skal der afsættes lidt ekstra tid, da vi skal afvente bedøvelsens virkning samt bruge tid på den sterile opdækning og give dig vejledning om, hvordan du skal forholde dig efter operationen. 

Vær gerne veludhvilet inden operationen. Sørg for at have spist et godt og nærende måltid mad og indtage rigeligt med væske 1-2 timer inden, operationen finder sted. Så vidt muligt bør stress og træthed undgås.

Mød ind i god tid! Patienter, der har lavet en aftale om, at de ønsker en beroligende tablet inden operationen, skal dukke op senest 1/2 time før aftalt tid.

Information inden behandling

Vejledning til patienter før operation i munden

Henvisning
Når vi har modtaget en henvisning fra din tandlæge, vil det i de fleste tilfælde allerede være afgjort, hvilken type operation og omfanget af denne, der er nødvendig for at afhjælpe dit problem – hvad enten det er infektion, en cyste eller mindre lidelser i kæben.

 

Helbredsskema
Ved ankomsten til vores klinik, får du et helbredsskema, som skal udfyldes og underskrives. Det er en nødvendighed, at kunne tage hensyn til visse patienters medicinering og tidligere sygdomme, når vi planlægger behandlingen. Din underskrift er også relevant, så vi kan sende en kopi af røntgenbilleder og udskrivningskort til din egen tandlæge efter endt behandling. Derudover sørger vi også for at informere din tandlæge per brev om selve behandlingen.

 

Ventetid
Vi forsøger efter bedste evne at overholde de aftalte tider, så alle patienter får den bedste og mest professionelle behandling. Alle patienter har krav på al den tid, der er nødvendig for at opnå et godt operationsresultat, og der kan derfor til tider opstå uforudsigelige forskydninger i vores planlagte operationer hen over dagen. I den forbindelse, håber vi på din forståelse. Skulle en sådan situation opstå op til din operationstid, kan du ved ankomst få oplyst, hvor lang ventetid der evtentuelt er opstået.

 

Information
Når du møder ind til din aftalte tid, bliver du modtaget af en klinikassistent, der følger dig ind på en af klinikkerne. Her vil klinikassistenten give dig informationer om det forestående kirurgiske indgreb og eventuelt tage  supplerende røntgenoptagelser, hvis det ses som en nødvendighed for, at operationen kan udføres bedst muligt. Herefter vil specialtandlægen tale med dig og give dig en beskrivelse af operationen. Du må endelig stille spørgsmål og sige til, hvis du ønsker at få noget uddybet. Hvis du ikke føler dig tilstrækkeligt informeret, er du velkommen til at spørge  specialtandlægen til råds, så du føler dig sikker på det der skal foregå, inden vi går i gang. Når de nødvendige røntgenoptagelser er blevet foretaget, og du har fundet dig til rette på klinikken, lægger specialtandlægen lokalbedøvelsen.

 

Priser på behandling og betaling
Hvis du ønsker en pris på behandlingen, kan du få et prisoverslag hos sekretæren inden behandlingen påbegyndes. Vores priser er standardpriser, så du kan altid få oplyst den præcise pris i forbindelse med et kirurgisk indgreb inden operationen, når vores specialtandlæge har undersøgt dig.
Det forventes, at du betaler kontant ved operationens afslutning eventuelt med dankort. Hvis du ønsker en anden ordning, bedes du kontakte sekretæren inden behandlingen påbegyndes.

 

Operationen
Efter bedøvelsen er lagt, går der nogle minutter før den virker. På dette tidspunkt vil du blive overdækket med et sterilt forklæde for at holde området omkring munden rent under operationen. Du skal undgå at røre det grønne forklæde eller din mund med dine hænder. Nogle føler ubehag ved at blive dækket til med et sterilt forklæde. Hvis det er tilfældet, bedes du venligst sige det til klinikassistenten, så vi straks kan finde en løsning, der fungerer for dig. Når operationen begynder, vil du fornemme tryk eller træk i området. Ligeledes vil der forekomme lyde ved eventuelt brug af boremaskine, men der bør ikke være nogen form for smerter. Som hovedregel, kan man altså godt forvente et totalt smertefrit forløb. Det er dog vigtigt, at du straks tilkendegiver overfor specialtandlægen, hvis du mærker noget ubehag eller begyndende smerter under operationen, så lokalbedøvelsen kan suppleres, hvis det skulle være nødvendigt. Man skal regne med, at bedøvelsens virkning som regel ophører ca. 2 timer efter den er lagt. 

 

Operationsresultat
For at såret heles hurtigt, bliver der ved operationens slutning lagt nogle få fine sting i slimhinden. Helingstiden afhænger af, om der er udført en tandfjernelse eller en rodspidsbehandling. I de fleste tilfælde, vil der blive foretaget en afsluttende røntgenoptagelse efter operationen for at kunne kontrollere og dokumentere, at operationsresultatet er blevet, som planlagt. Cyste- og betændelsesvæv, der bliver fjernet under operationen, vil nogle gange blive sendt til histologisk undersøgelse hos en patolog. Hvis det er tilfældet, må du ikke blive nervøs. Det er en rutinemæssig procedure, som er nødvendig at gennemføre, hvis der er fjernet væv fra operationsområdet. Selve den histologiske undersøgelse er gratis for dig og er ikke behæftet med ekstra omkostninger. I sådanne situationer, bliver svaret sendt videre til din egen tandlæge, når vi modtager svar fra patologen. Hvis der opstår spørgsmål i relation til dette, kan du henvende dig til specialtandlægen efter operationen. 

 

Nervøse patienter
Alle patienter er lidt nervøse inden en operation. Vi vil gøre vores bedste for, at du føler dig godt tilpas. Patienter, der er meget nervøse, og som ønsker det, kan få noget præmedicin inden operationen, der kan hjælpe med at få dig til at slappe af. I sådanne tilfælde må man ikke køre bil eller færdes alene i trafikken efter operationen. Sørg for at have en ledsager med til klinikken, som kan følge dig hjem på betryggende vis eller bliv afhentet af en chauffør. Det er ikke forbundet med ekstra omkostninger for dig som patient at modtage en beroligende tablet inden en planlagt operation.

 

Afslutning på behandling og betaling
Vores klinikassistent sørger for at give dig en grundig gennemgang af de mulige gener, der kan forekomme efter operationen. Det vil også stå beskrevet i den skriftlige vejledning, du får med hjem. Du vil få den nødvendige recept enten af klinikassistenten eller hos sekretæren. Du må først forlade klinikken, når du har fået lov.

Eventuel kontrolrøntgen skal først inspiceres og godkendes af specialtandlægen, inden du forlader klinikken. Derudover skal du have en aftale mhp. at få fjernet tråde, enten hos specialtandlægen eller hos din egen tandlæge, afhængig af, hvad der er aftalt med den henvisende tandlæge. Efter operationen er overstået, vil du modtage en regning hos sekretæren eller af klinikassistenten, som du bedes afregne, inden du går. 

Hvis du har yderligere spørgsmål, eller der opstår nogen form for ubehag, når du kommer hjem, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os inden for vores åbningstid.

Vejledning til patienter efter operation i munden

Efter operationen

Efter en operation har såret i din mund brug for tid til at hele. Derfor er det en god idé at tage det stille og roligt og være opmærksom. Det er ikke unormalt, at der kan forekomme hævelse, smerter og misfarvninger af huden – som f.eks. et “blåt øje”. Hvis du har fået fjernet en visdomstand, kan din evne til at gabe være nedsat i nogle dage.
Nedenstående forholdsregler kan være til hjælp i de fleste tilfælde.

 

På selve dagen
Du bør vente med at spise indtil anæstesiens virkning er ophørt, da du ellers kan risikere at bide dig i tungen, læben eller kinden. Når følelsen i munden er tilbage, skal du ikke tøve med at spise. 
Det er vigtigt, at du den første dag holder dig i ro, undgår fysisk anstrengelse og undgår at berøre såret.

Smerter
Når bedøvelsen er væk, kan der forekomme ømhed og smerte. Det er bedst og mest behageligt at det undgås, så tag 2 tabletter à 500 mg (voksen) Panodil (Pinex, Pamol eller lign.) inden lokalbedøvelsen holder op, og fortsæt med at tage 2 tabletter 1-4 gange dagligt, hvis nødvendigt. Hvis der er ordineret smertestillende på recept skal denne anvendes, som anført på recepten.

Hævelse
Kun de færreste slipper for hævelse i det opererede område. Det er en helt normal reaktion og behøver ikke at være udtryk for betændelse. En ispose kan anvendes lokalt over hævelsen det første halve døgn efter operationen. Hævelsen vil være værst de første dage efter indgrebet og vil aftage efter 2-3 dage. Hvis hævelsen – efter et par dage – pludselig tiltager samtidig med stigende temperatur/feber og/eller synkebesvær, kan der være tale om begyndende infektion, og du bør kontakte klinikken eller anden tandlægelig eller lægelig instans.

Blødning
Det er helt normalt, at der kan sive lidt blod fra såret det første døgn. Det kan se værre ud, end det er, fordi blodet blander sig med spyt. Hvis der efter operationen er indlagt gazetampon som kompression – som er medvirkende til at standse blødningen – skal den beholdes i munden i ca. en time. Regulær blødning standses ved at bide sammen på et stk. gazetampon eller lign. i op til 60 min. Standser blødningen ikke herefter, skal du kontakte klinikken eller anden tandlægelig eller lægelig instans.

Anden medicinering
Anden medicinering ordineret af os på recept skal anvendes, som anført. 

Mundskylning
For at holde såret rent, skal du dagen efter operationen, starte med at skylle med Klorhexidin 0,1% i et minut, 2 gange daglig i 5 dage. Undgå at skylle munden 1 time før og efter tandbørstningen.

Søvn
Husk smertestillende tabletter inden du skal sove det første døgn. Brug evt. en ekstra hovedpude, så hovedet ligger højt.

Tandbørstning
Det er vigtigt at holde munden ren. En uren mund giver større risiko for infektion i såret. Husk derfor at børste tænderne normalt, men pas på ikke at børste nær ved såret.

Mad
Husk! – drik og spis alle måltider og spis gerne rigeligt. Kroppen bruger nemlig en del energi på at hele såret efter en operation. Du skal bare være opmærksom på at undgå varm mad og drikke det første døgn og i stedet holde dig til noget, der er blød/flydende og tempereret/koldt 

Tobak
Rygning har uheldig indflydelse på heling efter operationen. Tobak bør derfor undgås lige efter operationen.

Kontakt
Har du brug for yderligere oplysninger eller hjælp og vejledning, er du velkommen til at kontakte os.